I erkendelse af, at Monopoltilsynets afskaffelse af fastprissystemet i 1988 med tiden ville medføre en kraftig konkurrence på ølprisen måtte Thisted Bryghus udvikle metoder til alternativ indtjening, hvilket i 1995 blandt andet førte til lancering af den økologiske Thy Pilsner.
Denne lancering var et resultat af forsøg siden 1990 og førte til, at aktionærerne sidste lørdag i januar ved generalforsamlingen kunne smage den første danskproducerede øl forsynet med økologimærket. Andre bryggerier kom kort tid efter med deres økologiske øl, men slog ikke i det lange løb igennem.
Det kan betragtes som rent held, at Thisted Bryghus blev understøttet i den økologiske linie, som i 1993 fik rigtig ”vind i sejlene” som følge af FDB´s generelt banebrydende indsats for økologiske varer.
Oversæt med Google